Ubud

Da vi ankom til Bali, blev vi kørt til den kulturelle bjergby Ubud. Der skulle vi bo i 6 dage/5 nætter på The Alena Resort https://www.thealenaresort.com/, et betagende smukt resort beliggende midt i naturen og bygget op omkring de træer, der var der før hotellet. Værelserne er balinesisk indrettet med rustikke himmelsenge, myggenet, møbler i massivt træ mv. Desuden er der nedsunket badekar og undendørs pool. Alt omkring resortet er så smukt, og poolen er omkranset af en frodig have, hvor man har bevaret sjældne balinesiske blomster og frugter. Der serveres balinesisk mad med udgangspunkt i naturens ressourcer og årstider.

Hver morgen blev vi vækket af junglens lyde og syngende cikader. Samtidig høres lyden fra vindspil og klokkespil, så du hele tiden mindes om, at du nu er i en helt anden verdensdel, hvor alt fra mad til botanik, lyde og befolkning er anderledes, end der hvor vi kommer fra.

Hvad kan man opleve i Ubud?

Et tilbageblik…

Inden afrejse drømte vi om at opleve:

  • Smukt kunsthåndværk og spændende gallerier. Byen er kendt for at malere, træskærere, kunstnere og håndværkere udstiller deres kunst side om side.
  • Morgenyoga og spa på hotellet
  • Gå- og cykelture gennem de neongrønne og frodige rismarker
  • Monkey Forest, som ligger syd for bymidten. Her vil vi også besøge et smukt tempel, som skulle ligge lige i midten af den frodige jungle.
  • Goa Gajah også kendt som Elefanthulen skulle ligge i fantastiske omgivelser i skoven og skulle minde om noget fra en Indiana Jonesfilm. Her skulle også være en smuk gåtur igennem skoven ned af smalle trapper, hvor også hellige vandhuller er at finde. Dette fantastiske sted er kommet med på UNESCOs verdens arv og er helt sikkert et syn værd.
  • Riverrafting

Og hvad oplevede vi så i Ubud?

The Alena Resort

Vores rejsebureau sørgede for, at vi blev mødt af Mr. Made, som besøgte os på hotellet første dag, hvor han planlagde alle ture for os ud fra vores ønsker. Han sørgede for at planlægge transport og indhente gode priser. Det fungerede over al forventning, og han skaffede os to søde og dygtige chauffører, som fulgte os hele ferien.

Vi blev kørt i to biler, og begge chauffører kunne fortælle en masse om den balinesiske kultur. De fungerede faktisk som private guider.

Trafikken på Bali er håbløs, og der er millioner af scootere overalt, og de kører som en brækket arm, og i venstre side. Derfor var det rart at have vores egne chauffører, som kørte roligt og fremragende. Selvom øen er forholdsvis lille, tager det MEGET lang tid at komme omkring pga. den tætte trafik. Forvent derfor en del transporttid.

Dag 1

  • Ankomst til det mest fantastiske resort “The Alena Resort” – afslapning og forsøg på at komme ud af jet lag

Dag 2

Efter den lækreste morgenmad, havde vi planlægningsmøde med Mr. Made

Dernæst det første møde med vores chauffører og den vanvittige balinesiske trafik. hold på hat og briller.

Vi blev kørt til byen i Ubud, hvor man møder de lokale og ser det ene vidunderlige tempel efter det andet. ‘

Ubud summer af liv, og hele tiden bliver du mindet om en anderledes kultur hvad enten, der skal oftes, afholdes seremoni, købes eller sælges.

Det er også midt i Ubud, at man finder Monkey Forest, med de drillesyge og nysgerrige aber, der boltrer sig i en smuk, storslået og voldsom natur. Det var en god oplevelse, som man ikke skal snyde sig selv for. https://monkeyforestubud.com/

Monkeyforest Ubud

Dag 3

Dagen med mest på programmet

Rismarker

Første stop var de store rismarker ved Kedisan Tegallalang – For mig nok en af de største oplevelse. Det var en krævende gåtur i stejlt terræn, hvor alle ung som gammel klarede turen i varmen, som ramte de 33 grader. Ufattelig smukt og overvældende.

Dernæst badede vi i den hellige kilde ved Tirta Empul Holy Water Tample. Her var der tid til fordybelse og eftertænksomhed. Taknemmelighed er et bærende begreb i den balinesiske kultur, og det mærkede vi her. Der skal bæres tøj, der dækker knæene af respekt for guderne, og du bader side om side med store fisk i forfriskende koldt vand.

Dernæst besøg ved vulkan Batur Tengah. Her spiste vi efterfølgende på en vanvittig flot beliggende restaurant.

Andensidste stop var et besøg på en kaffeplantage, hvor vi smagte på den meget berømte og kostbare Luwak Coffee. Her smagte vi også tea og krydderier. Igen en overvældende lokalitet midt i junglen. Utroligt smukt sted at indtage sin kaffe eller tea, endnu engang til lyden af vilde dyr, cikader og palmesus.

Slutteligt gik turen til Goa Gajah – Elefanthulen, som er på Unescos verdensarvsliste. En stor naturoplevelse.

Aftensmaden nød vi hjemme på resortet med balinesisk dans og musik

Dag 4

Riverrafting ved Melinggih Kelod inklusiv fin frokost i junglen. Fremragende og sjov rafting gennem junglen. Lige noget for børnene. Vi var desuden så heldige, at vi så en øgle på turen, og vi badede i et vandfald.

Selvom rafting kan se hæftigt ud, så kan alle være med, både børn, voksne og ældre.

Da dagen var ved at være omme, skulle vi alle forkældes med luksusmassage på resortet.

Rafting og vandfald

Dag 5

Skolebesøg

Skolebesøg i Singapadu Tengah, Sukawati. Mr. Made var med os og fortalte om sin indsats omkring plastikforurening. Spændende at høre om og se med egne øjne. Særligt når vi er to lærere og to skoleaktive børn i familien.

Dernæst besøg på elefantresort. Det var spændende, men desværre ret amerikaniseret. Elefanterne var blevet reddet fra skovrydning og havde uden tvivl fået et bedre liv. Desværre kom der lidt skår i glæden for mig, da vi opdagede, at elefanterne, til mange turisters glæde, fortsat blev brugt til rideture for turister. Det talte lidt ned på oplevelsen for mig, men det er jo en smagssag.

Så var det atter tid til afslapning på hotellet, inden turen næste dag gik videre til et nyt resort i Sanur.

Ubud i billeder