Om mig

Hej og velkommen til mit rejseunivers. 

Her kan du læse en rejse- og oplevelsesblog fra en familie på 4. For mig går der sport i at sammensætte budgetvenlige ferier for familier med børn. Som lærer har det aldrig været en mulighed at rejse udenfor højsæsonen, og det stiller krav til økonomien.   

Nogle gange sprænger vi budgettet og vælger charter med All-inclusive. Vi har i øvrigt søde bedsteforældre, som inviterer os med på rejser. Det bedste er dog at finde små åndehuller midt i al larmen og væk fra turister, som os selv;-) 

Vi elsker at rejse og se verden. Det skal helst sammen med vores børn, mens de stadig har lyst til at tilbringe tid med os. Vores erfaringer vil jeg gerne dele med jer.

Tak fordi du læser med. 

“Mine-rejser” er en Dansk rejseblog skrevet af mig Pia Bøgedal Christensen. Jeg er født og opvokset på Ærø og har dermed aldrig oplevet havet og det at rejse som en adskillelse, men snarere som noget, der binder os sammen og åbner for muligheder og oplevelser.

Mine interesser har altid været fodbold, musik og rejser. Efter at familien med tiden er blevet udvidet og tiden mere knap, er det musikken og rejserne, der optager mig mest. Jeg synger i bandet “Nye Rejsende”, og jeg elsker det. Jeg ser mig selv som en helt almindelig familiemor, udstyret med en stor portion rejselyst og iver efter at gøre det hele lidt billigere.

Jeg er uddannet lærer og arbejder fuld tid på en privatskole i Svendborg. Min mand er også fuldtidslærer, og som lærer har man stort set aldrig mulighed for at rejse udenfor sæsonen. Derfor går der sport i at sammensætte rejserne selv og dermed gøre rejserne til at betale. Som familie har vi på den måde, og sammen med en god portion sparsommelighed, formået af være på både skiferie og sommerferie hvert år.

Bloggens formål er at vise, at det ikke behøver at være svært at rejse med børn. Man behøver ikke at sælge alle ejendele for at rejse ud i verden.