Bali

Et tilbageblikvores overvejelser og tanker inden afrejse

Så blev rejsen til Bali bestilt. Det føles helt vildt, at vi skal af sted. Det har været et ønske længe og vores fantastiske svigerforældre har inviteret os. Derfor bliver det en rejse, hvor vi er tre generationer, som skal føle sig tilpas og få mest muligt ud af rejsen. I første omgang skulle vi have været til Thailand, men da vi kun har mulighed for at rejse to uger i oktober måned, opdagede vi, at det er regntid i Thailand på dette tidspunkt. En lille smule regn er ok, men ikke hver dag, så derfor søgte vi videre og fik anbefalet Indonesien og særligt Bali.

Hvorfor Bali?

Vi har på forhånd forelsket os i kulturen og glæder os til at komme ned i gear og være et sted, hvor man lever i pagt med naturen og med respekt for naturens ressourcer. Vi glæder os til at smage balinesisk mad, dykke med mantarays og måske havskildpadder, cykle gennem lysegrønne rismarker, se fascinerende hinduistiske templer, opleve junglen med elefanter og makakaber og dase på herlige strande. Vi drømmer om at tage bad i vandfald i de frodige skove, og vi har også planer om at prøve riverrafting og besøge vulkaner. Lige nu er vi i gang med at drømme, og vi har mange planer for, hvad vi gerne vil opleve. Muligheder er der nok af.

Alt det praktiske…

C&C Travel

For at alle kan føle sig trygge på rejsen, har vi valgt at rejse via et rejsebureau. Vi har indhentet op til flere forskellige tilbud, men endte op med at rejse med C&C Travel, hvor vi har fået en super imødekommende behandling. C&C Travel var også det bureau, der kunne tilbyde de bedste rejsetider, hvilket var vigtigt for os, da vi både har en med på 9 år og en på 75 år.

Rejseplan

Vi rejser med Singapore Airlines med afrejse fra København ca. kl. 12:00, med mellemlanding i Singapore og ankomst til Denpasar lufthavn ved 11-tiden. Herefter får vi privat transport til vores første hotel i Ubud.

Vi skal bo på to forskellige destinationer, hvor vi starter i Ubud og slutter i Sanur. Vi er afsted i 14 dage og får hele 11 nætter på Bali.

Vacciner og visum

Lige nu er vi igang med at undersøge, hvilke vacciner vi skal have, ligesom vi skal have visum. Danske statsborgere med dansk pas skal altid have visum, når de rejser til Indonesien, Et visum koster c. 250 kr. pr. person. Vi køber det ved ankomst. Med hensyn til vacciner, anbefales Difteri og hepatitis A, når vi ikke skal være væk i mere end 14 dage. Til gengæld anbefales det at bruge myggespray indeholdende DEET og AUTAN, for at undgå Denguefeber.

Hvordan gik det så? – rejsen til Bali

Så blev det endelig oktober, og vi er klar til afgang. Det er første gang, at vi som familie skal på så lang en rejse.

Vi valgte at tage en overnatning i København inden afgang, og det har vi ikke fortrudt. Jeg har tidligere skrevet et indlæg om SteelHouse Copenhagen, som vi ofte har brugt, når vi skal overnatte i København. Der er ingen tvivl om, at vi er vilde med det sted. Du kan læse om det her Steel House Copenhagen.

Nexthouse Copenhagen

Denne gang ville vi prøve Nexthouse Copenhagen, som er et søsterselskab til Steelhouse Copenhagen. Endnu engang er vi ikke blevet skuffet. Det er et fedt sted med masser at lave, god energi og spændende mennesker. Der er boldbaner, biograf, fitnessrum, pizzabuffet, bordfodbold, spillemaskiner, brætspilscafe og meget andet.

Modsat Steelhouse, er der ikke svømmehal, men det betyder ingenting for os, særligt når vi bare har en enkelt overnatning.

Ydermere har stedet det skønneste rooftop-cafeområde. Nexthouse Copenhagen ligger ca. 15 minutter i bil fra lufthavnen, og der er parkering lige ved (gratis parkering fra fredag kl. 17- mandag), så alt klappede og gjorde rejsen nem og bekvem. https://www.nexthousecopenhagen.com/

Singapore Airlines

Vi skulle flyve omkring middag, så vi ankom i lufthavnen 3 timer før ca. kl. 9:00. Vi havde bestilt parkering på forhånd og havde valgt den absolut billigste p-plads længst væk fra terminal 3. Det betyder ingenting, da der går shuttlebusser hele tiden – meget nemt. Der er flere tusind kroner at spare.

Det var dejligt at komme i god tid. Der var ingen mennesker ved check-in og ej heller kø ved sikkerhedstjek og bording. Virkelig dejligt, når man har børn med.

Vi skulle flyve med Singapore Airlines, og det første, der møder os ved boarding er imødekommende personale i de smukkeste indonesiske dragter, så man allerede i lufthavnen fra københavn kommer i rette stemning. Efter en meget behagelig bording var vi klar til takeoff. Ikke det fedeste i verden, og ikke noget, som jeg er særlig vild med, og det er for mig altid forbundet med en vis portion lettelse, når vi er godt af sted.

Kabinepersonalet er en sand fornøjelse og serviceniveauet er højt. Min datter var på penicillin og havde lidt bøvl med maven, og straks stod der hjælpsomme stewardesser og spurgte, om vi havde brug for medicin. Maden i flyet var fin, og der var valgmuligheder på hovedretterne. Sjovt er det da også, at Skarøis har et samarbejde med Singapore Airlines, så der sad vi i et fly mod Indonesien og spiste Skarøis.

Flyveturen gik fint. Dog med en del turbulens, som gjorde det svært at sove. Vi havde en mellemlanding i Singapore, hvorfra vi fløj videre til Denpasar på Bali. Da vi ankom stod en privatchauffør klar, som kørte os direkte til vores resort The Alena Resort https://thealenaresort.com/.

Sådan undgår du jetlag

Hjemmefra havde jeg læst lidt om, hvordan man undgår jetlag. Der er 6 timers tidsforskel mellem Danmark og Bali, og Bali er på den måde 6 timer foran os. Derfor forsøgte vi at sove i flyet omkring kl. 16, hvor lyset i kabinen blev dæmpet. Det var dog uden held, og ungerne kunne overhovedet ikke sove. Vi fik altså jetlag, hvilket jeg oplevede som værre end forventet.