Berlin

I efteråret 2024 gik turen til Berlin.

I første omgang ville vi benytte tog fra Danmark, men endte med at vælge bilen. Jeg var ellers positivt overrasket over, at vi kunne komme 4 personer tur/retur med tog for blot 1.700 kr. Det synes jeg er billigt, men det kræver også, at man bestiller i god tid. Alligevel endte vi med at tage bilen, for at undgå for meget ekstra transporttid. Man kan korte ca. 2 timer af rejsetiden ved at køre selv, alt efter hvilke togbilletter man er heldig at få fingrene i. Det er dog dyrt i parkering, og kan på den måde ikke betale sig, da det er meget nemt at komme omkring med offentlig transport.

Vi havde 4 nætter/5 dage i Berlin, og vi kunne sagtens have brugt et par dage mere. Berlin er bare spændende og 2. verdenskrig, samt den efterfølgende koldkrigstid kan bare noget ift. at forstå den verden, vi lever i i dag. Vores børn var på denne tur 10 og 13 år. En fremragende alder til at forstå begivenhedernes gang, og samtidig en alder, hvor man udholder at skulle gå en del kilometer.

Først alt det praktiske

Anbefaling til underholdning til bilturen

Som en lille sidebemærkning elsker vi at høre podcast, når vi kører på ferie. Det er en fed måde at få f.eks. historiske begivenheder på plads, så det bliver spiseligt for både børn og voksne. Så er man klædt godt på til de seværdigheder turen bringer. Til denne tur vil jeg anbefale følgende podccasts

  • Bakspejl – Grænsevagten, der væltede Berlinmuren
  • Den kolde krig (Lex mig) meget enkle forklaringer på blandt andet forskellen på kapitalisme og kommunisme.
  • Den sidste modstandsmand (fra DR) – Lidt tung for børnene.
  • Køreturens klogeste (Man quizzer om alt mellem himmel og jord – handler ikke om Berlin, men er ren underholdning)

Grønt miljømærke

Når man har planer om at køre ind i visse storbyer i Tyskland, skal man sørge for at have “Det grønne miljøzonemærke” monteret i sin forrude. Hvis ikke man gør dette, kan man risikere at få en bøde på op 80 €. Mærket kaldes for et Euro4 mærke, hvilket indikerer, at køretøjet er et Low Emission, køretøj. Det grønne miljømærke skal monteres i forruden af din bil. Jeg har skrevet mere om det på siden om vores kør-selv-ferie til Frankrig.

Tysk p-skive

Flere steder kræves en særlig tysk p-skive. Vi printede en gratis på nettet og placerede i forruden. Læs mere om det her: https://www.dcu.dk/da/artikler/husk-en-tysk-p-skive-i-tyskland

Berlin WelcomeCard

Inden afrejsen bestilte vi hver et Berlin WelcomeCard, som giver mulighed for at rejse frit med offentlig transport i det antal dage, du vælger. Børn op til 14 år rejser gratis, ligesom man får op til 50% rabat på mere end 180 attraktioner. Et Berlin WelcomeCard koster ca. 45 EUR for 4 dage, altså omkring 350 kr. Det er super nemt at komme omkring i Berlin. Hver dag startede vi med at tage M4/Tram/Sporvogn mod Alexanderplatz, hvorfra du nemt kommer videre til din ønskede lokalitet via U-bahn, S-bahn eller bus. Det er så nemt, at selv børnene hurtigt fangede transportsystemet.

læs evt. mere om offentlig transport i Berlin her: https://berlinblog.dk/pa-vej-til-berlin/offentlig-transport-i-berlin/

Overnatning

Vi fandt en overnatning gennem http://www.booking.com, og skal bo i området ved Friedrichshain og Prenzlauerberg. Begge områder, hvor der er gode spisesteder og rolige parker. Helt konkret skal vi bo på adressen: Am Friedrichshain 34, som ligger lige overfor indgangen til Volkspark Friedrichshain. I lejligheden deles køkken og bad med eventuelt øvrige gæster, men man har sit eget private rum, i vores tilfælde et familieværelse. Det var spændende at møde nye mennesker, og særligt børnene fik forsøgt sig ud i det tyske og engelske. Vi nåede at dele køkken med en dame fra Polen, en dame fra Slesvig og en mand fra Spanien. Super hyggeligt og lidt mere hjemligt end et hotelværelse.

Beliggenheden er god ift. gode attraktioner og sporvognen stopper nærmest ved hoveddøren, og den bringer dig til Alexanderplatz på 10 min.

Efteråret i Berlin

Der er så meget spændende at opleve i Berlin. Vi var super heldige med vejret. Klart vejr og sol – Hvad mere kan man ønske sig. Klimaet er tilsvarende det danske, så vi havde godt med varmt tøj med, men fik heldigvis ikke brug for regntøjet.

Hvad oplevede vi i Berlin

Dag 1: Transport fra Danmark

Gåtur i nærområdet med start i Volkspark Friedrichshain

  • Volkspark Friedrichshain (et meget skønt og smukt område med springvand, tennisbaner, legepladser og kunst.
  • Alexanderplatz
  • Berlins Fjernsynstårn med elevator til toppen (en noget bekostelig oplevelse, men også med en flot udsigt over Berlin)
  • Berlin Mitte

Dag 2 i Berlin

  • “Park an der Spree” (gåtur med kig til muren og overgangen mellem Øst- og Vestberlin, samt ingenmandsland)
  • East side gallery (Kunstmuren)
  • Neue Wache (mindesmonument – klart et besøg værd)
  • Det jødiske monument (Her kan man, ud over det smukke monument, vælge at tage trappen ned under jorden og se en udstilling omkring jødeudrydelsen. Vi valgte det fra, da vi vurderede at det var for voldsomt for vores datter på 10 år. Det må blive næste gang)
  • Domkirken
  • Berlin katedralen
  • Statsbiblioteket
  • Brandenburger Tor
  • Berlin Story Bunker (nok en af de mest spændende oplevelser. Her fik vi en rundvisning med audioguide på dansk, og det foregår i en tro kopi af Hitlers bunker)
  • Kaffe og Donuts i Berlin Mitte.
  • Shopping i Mall of Berlin – Her er der desuden en udemærket Streetfoodafdeling øverst i centeret.

Dag 3 i Berlin:

  • Ritter Sport Museet: Her lavede vi vores egen chokolade. En sjov oplevelse for børn og voksne
  • Spionmuseet: Dette sted får ikke min store anbefaling. For mange mennesker lukkes ind, og det er tungt stof at læse sig igennem. Tanken er ellers god, og historierne om spioner under den kolde krig er spændende. Det er dog for meget en pengemaskine og lidt af en turistfælde.
  • Conrad Schumer memorial og herunder parken, hvor man kan se, hvor muren var. Ligeledes kunne man se flugtturneller og Stasiturneller. Meget spændende
  • I samme omåde så vi også “Victims at the Berlin Wall” og “MauerBuch”, hvor man kan tage en elevator op og få et view over Berlinmuren. Det er det sted, hvor man, efter min mening, bedst ser ved selvsyn, hvordan ingenmandlandet mellem Øst- og Vestberlin så ud, og hvorfor man ikke bare kunne hoppe over muren. Det var en øjenåbner for vores børn. Man hører samtidig historien om en ung soldat, der forgæves forsøgte at flygte over ingenmandsland, men som blev ramt af skud og forblødte, da ingen ville/kunne hjælpe ham.

Dag 4 i Berlin:

  • Børnenes dag: Dagstur til Europas største badeland Tropical Island. Børnene synes, uden tvivl, at det var ok sjovt, men selv de måtte indrømme, at der er alt for meget larm og alt for mange mennesker. Maden var dårlig og som udgangspunkt, kan vi ikke anbefale stedet. Stedet er kæmpe stort, og man bliver nemt væk fra hinanden. Derfor var det svært at lade børnene løbe rundt på egen hånd. Nu er det prøvet, og jeg tænker ikke, at vi vender tilbage dertil.

Dag 5 i Berlin – afrejsedag

  • Sidste dag i Berlin stod på shopping i byen
  • Lækker morgenmad på morgenmadscafé
  • Checkpoint Charlie

Spisested i Berlin

Et godt spisested i Berlin er La Cantina Ristorante-Pizzaria (Torstrasse 124). Det lyder ikke specielt tiltalende, men det overrasker. Man spiser god italiens mad til nærmest for lave priser i omgivelser, der minder om en blanding af et Orangeri og en hyggelig Italiensk restaurant med ild i pejsen. Vi voksne fik de lækreste pastaretter og børnene pizza. Derudover var streetfoodafdelingen i Mall of Berlin også godt, men noget for enhver smag.