Inden vi tog fra Danmark vidste vi, at vi ville besøge Venedig. Det fortyder vi bestemt ikke. Overfor campingpladsen gik der busser direkte ned til havnen Punta Sabbioni, hvorfra man sejler til Venedig. Sejturen tager ca. 40 min. Det er en fin sejltur, hvor forventningerne stiger undervejs. Båden lægger til nær Doge paladset, som er en seværdighed i sig selv.
Venedig er fascinerende, og det er svært at forestille sig, at hele byen er bygget på pæle midt ude i en lagune. Venedig består at 118 små øer, og der er ca. 250.000 indbyggere. Byen er meget smuk og de historiske bygninger gør indtryk. Byen er optaget på UNESCOs lister over verdens kulturarv, og det forstår man godt.
Venedig til fods…
Vi valgte at gå rundt i Venedig, da byen indbyder til det. De labyrintiske gader inviterer til eventyr, og man er konstant spændt på, hvad der venter rundt det næste hjørne. Tager man til Venedig skal man forberede sig på, at der er mange mennesker og turister. Alle er dog venlige og imødekommende, og når ungerne løber tør for energi, kan en is hjælpe på humøret. For at skabe lidt afveksling på turen og give benene ro, valgte vi at tage en bådtur ud til de to øer Murano og Burano. Murano er kendt som gladpusternes ø, og vi fik i den grad set smuk og overdådig glaskunst. Vi oplevede også en ældre dame lave de smukkest håndlavede gladperler. Det var en fin oplevelse. Burano er kendt for sit skæve kirketårn og de stærke farver. Bestemt også et besøg værd
Det er trist at tænke på, at nogle forskere spår, at Venedig vil forsvinde inden 2050 pga. øget vandstand. Det er virkelig trist at tænke på, da Venedig summer af liv, kultur og historie. Vi var af sted i juli 2019 og allerde i november 2019 blev Venedig ramt af den største oversvømmelse siden 1966. Vandet nåede 187 centimeter og satte 80 procent af byen under vand. Det gjorde indtryk på os alle, som nu med egne øjne kunne følge med i, hvad der skete lige der, hvor vi blot måneder forinden havde gået tørskoet rundt, spist is og hygget.
Seværdigheder – Hvad vi nåede på en en-dags-tur…
- Markuspladsen
- Markuskirken
- Dogepaladset
- Sukkenes bro
- Merceria (shoppinggader)
- Sejltur til øerne Murano og Burano