Når man står på ski i Säfsen, har man mulighed for at bo i lejligheder direkte på skisportsstedet, eller man kan bo i hyggelige bjælkehytter midt i skoven i Säfsbyens sommerhusområde.
Når vi har været alene af sted, har vi boet i hytterne, da det er den billigste løsning, og det er enormt hyggeligt og charmerende med sauna, brændeovn og udsigt til sneklædt skov. Her mærker man virkelig den svenske naturs skønhed og idyl.
![](http://mine-rejser.dk/wp-content/uploads/2023/01/IMG_9198-1-768x1024.jpg)
![](http://mine-rejser.dk/wp-content/uploads/2023/02/IMG_1687-1024x768.jpg)
Når vi rejser med min søster og hendes familie, som tæller 5, giver det os mulighed for at booke en stor lejlighed direkte på skiløjperne med ski-in og ski-out. Dette er klart en luksus, man skal give sig selv, hvis man kan.
Ved at bo direkte på løjpen sparer man en tur i bil mellem sommerhusområdet og skisportsstedet med udstyr og diverse pikpak.
Det er enormt bekvemt at kunne ski direkte til lejligheden, hvis man lige mangler noget, har små børn, der trænger til en snepause, ligesom man slipper for at tranportere udstyr frem og tilbage mellem hytte og løjper. Desuden giver det bedre mulighed for at deltage i aftenarrangementer på løjperne, hvis man er til det. En aftenkælketur er altid et hit og kan anbefales:-)
Säfsen tilbyder opbevaring af udstyr på stedet mod betaling, men man slipper ikke for en biltur for at komme fra skisportssted til hytterne.