Jeg ELSKER Ærø. Det er her jeg er født og opvokset. Der er intet sted i verden for mig, der kan hamle op med Ærø. Mine forældre bor på øen og har, udover deres eget hus, investeret i et sommerhus. Sommerhuset kan lejes via Airbnb og ligger i hjertet af Marstal. Længere nede på siden finder du et link til deres skønne skipperhus, og du kan læse lidt om, hvad jeg anbefaler dig at se på øen.
Skipperhus i Marstal
Klik på billedet herunder og kom direkte til siden, hvorfra du kan booke mine forældres sommerhus
Ærø har meget at tilbyde
Der er et helt andet tempo, når man kommer til Ærø. Man mærker det allerede på færgen, hvor man kommer ned i gear og kan nyde den smukke tur over havet. Når man ankommer til øen, er der gratis busforbindelser, så du skal ikke stresse over busbilletter og ruter. Busserne holder lige ved færgelejet og alle er meget hjælpsomme, så spørg dig frem, hvis du er i tvivl om noget.
Når du først ankommer til den by, hvor du skal bo, vil det meste være i gåafstand, så slap af og nyd naturen og hinanden. Det er skønt at medbringe cykler, da øen er en fantastisk cykelø, hvor der både er ruter med og uden bakker. Der er f.eks. en meget smuk cykelrute langs vandet mellem Ærøskøbing og Marstal, og ellers kan du finde gode forslag til cykelruter på Visit Ærø: https://www.visitaeroe.dk/aeroe/oplevelser/cykelferie-paa-aeroe
Ting du bør opleve på Ærø
- Marstal. Byen som er centrum for søfart og sejlads. Her bør du besøge:
- Marstal søfartsmuseum, som er et sandt paradis for alle søfartsinteresserede. Det er super godt lavet og der er noget for både børn og voksne. Lad f.eks. dit barn få sin egen “Blå bog”
- Skipper Park Marstal. En maritim vandforlystelsespark, hvor der også serveres lidt godt for ganen.
- Egehovedskoven. Nyd naturen i denne skønne skov
- Erikshale. Her er den lækreste badestrand, hvor du også finder 19 af de legendariske ærøske badehus
- Motorfabrikken i Marstal.
- Grollefesten. Om sommeren er der selvfølgelig sommerfester rundt omkring på øen. Særligt Grollefesten i Marstal har en stor plads i mit hjerte. Overskuddet fra Grollefesten går til ungdomsafdelingen i Marstal Idrætsforening, hvor jeg selv, som barn, har brugt utallige timer på fodboldgrønsværen. Senere er jeg vendt tilbage og har blandt andet deltaget i den lokale revy i 4 år for igen at skaffe penge til de unge idrætsudøvere. Det er en fantastisk fest, hvor man mærker det store sammenhold, som der er blandt indbyggerne i Marstal. Det er desuden blevet en tradition i vores familie, at vores søn går på fodboldskole i Marstal, hvor han hver sommer bor sammen med nogle venner hos sine bedsteforældre i Marstal. Af andre festivaller kan nævnes Harmonikafestivallen og Øhavets festival.
- Påsken på Ærø. Det er noget helt særligt at holde påske på Ærø. Unge som gamle søger mod strandene og koger æg “som det hedder”. Her mødes man med venner og bekendte, og for de unge ender det ofte med en tur i bølgerne og senere en tur ud i Ærøs natteliv, mens de gamle vender næsen hjem efter en herlig dag på stranden. Dagen starter tidligt, og man skal glemme alt om den pæne påklædning. Her gælder kun en kedeldragt, termodragt eller andet praktisk tøj. Kan du ankomme på en Puch Maxi knallert er det sejt. Det er en meget skøn tradition, hvor der er gang i bålstederne fra tidlig morgen til sen aften.
- Ærøskøbing. Eventyrbyen fra 1700′ tallet. Byen er fredet og dermed bevaret, så en slentretur gennem gaderne giver dig følelsen af at være tilbage i tiden. I Ærøskøbing findes mange gamle butikker og en smuk gammel købmandsgård. Til jul afholdes skønne julemarkeder, som bestemt er et besøg værd. I Ærøskøbing kan du f.eks. gå en aftentur med vægteren, opleve Ærø Jazz festival, og se de legendariske badehuse ved Vesterstrand. Ærøskøbing byder også på Voderup Klint, som er en smuk naturoplevelse, og et sted, som vi altid besøger, når vi er på Ærø
- Søby. Søby er den mindste by af Ærøs tre hovedbyer. Her findes både bindingsværkshuse og almindeligt byggeri. Søby har mange smukke naturområder og særligt et besøg til Skjoldnæs fyr og Søbygård er et must see. Særligt Søbygård har en spændende historie fra Ærø hertugelige fortid.
Du er altid velkommen til at kontakte mig, så kommer jeg gerne med flere gode ideer til din rejse til Sydhavsøen Ærø.